Nyt kursus med Gunna Højgaard

Kæbeledsproblemer – Diagnostik og behandling

Gunna Højgaard har fået flere ønsker om at vi afholder et kursus for kæbeledsproblemer for alle slags terapeuter og det afholdes:

torsdag den 8. september 2022 kl. 16.30-21.30

Tilmelding sker på mail ddz@ddz.dk samt indbetaling kr. 800 på Lån & Spar, reg.nr. 0400 kontonr: 4023629173

Et dårligt fungerende kæbeled kan give hævelse i ansigtet, falsk tandpine, hovedpine, tinnitus, søvnproblemer og flere andre gener.
I mange tilfælde ligger holdning og daglige vaner til grund for problemet.

En del af generne kan mindskes eller måske helt fjernes med massageterapi.

Du lærer nogle enkle men præcise undersøgelsesteknikker. Vi skal arbejde i praksis med flere forskellige metoder, både massage, ledfrigørelse og muskelenergiteknikker.

Før kurset modtager du et fyldigt illustreret baggrundsmateriale.

Jeg har udviklet dette kursus gennem flere år, hvor jeg har taget kursus, læst aktuel litteratur om emnet og deltaget i et internationalt kursus i Berlin efteråret 2018.

Sideløbende har jeg behandlet mange personer med disse problemer i min klinik.

Kæbeleddet slides og giver udstrålende smerter ved flere typer overbelastning: Ensidige stillinger med foroverbøjet holdning er et gennemgående træk og kan stamme helt fra barndommen.

Tandlægen kan have fundet fejl i mundåbning, bidfunktion og tygning.

Natlig tænderskæren hænger sammen med personens nervesystem og stressniveau.

Hvis klienten har fået foretaget tandregulering, kan det være årsagen.

Problemet kan også være følgen af piskesmæld, langvarig tandbehandling, dårligt tilpasset bideskinne, kæbeoperationer og voldelige læsioner.

Hvis årsagen er der, kan det være svært at få et godt resultat af behandlingen, men i et samarbejde med læge, tandlæge og måske fysioterapeut kan integreret massageterapi være en god hjælp.

Nogle af de bedste resultater er set med en kombination af klassisk muskelbehandling og refleksbaserede teknikker til reduktion af spændinger. Disse teknikker giver også klienten en bedre motorisk kontrol.

Ledmobiliseringen foregår delvis inden i mundhulen. Derfor vil vi være ekstra omhyggelige med hygiejnen på dette kursus med brug af engangshandsker og grundig håndvask – samt selvfølgelig ansigtsmasker.

Kæbeledsproblemer. Diagnostik og behandling