Studieform på zoneterapi
Vi uddanner professionelle Zoneterapeuter med stor teoretisk viden, til et godt håndværk med store fremtidsmuligheder. Fordi det gode håndværk er en høj prioritet for os, bruger vi meget tid på de fysiske behandlinger, hvor eleverne øver på hinanden under supervision. Vi betragter det som en mesterlære, hvor der skal øves på rigtig mange fødder for, at du bliver dygtig.
På skolen tilbyder vi vores zoneterapiuddannelse både som dag-, aften og weekendhold. Vi starter både dag-, aften- og weekendhold hvert år.
- Dagholdet foregår fra kl. 09.30 til 15.45 én gang om ugen. Dagholdet starter hvert år i august og tager 14 måneder. Næste dagshold bliver et mandagshold med start den 19. august 2024.
- Aftenholdet foregår fra kl. 16.30 – 21.30 én aften om ugen. Aftenholdet starter hvert år i august og tager 17 måneder. Næste aftenhold bliver et mandagshold med start den 19. august 2024.
- Weekendhold foregår én weekend om måneden fra fredag 16.00-22.00 og lørdag og søndag 9.00-16.00. Weekendholdet starter hvert år i januar og tager 17 måneder. Næste weekend hold starter den 24. januar 2025.
(Se alle hold kalendere her)
Vi følger så vidt muligt skolernes ferier på alle vores hold. Undervisningen i Zoneterapi foregår som klasseundervisning, hvor der veksles mellem teori og praksis. Der vil være gruppearbejde samt individuelle øvelser og vi opfordrer meget til, at de studerende danner studiegrupper, hvor I sammen kan arbejde med hjemmeopgaver og e-learningsmoduler. Derudover skal de studerende have klienter hjemme, som de øver på igennem hele studiet. Det er et krav at man fører journal på 10 klienter, der skal have 5 behandlinger hver.
Som en del af forløbet er der undervisning i Klientpsykologi, Kost og ernæring og Klinikdrift.
Uddannelsen som Fysiurgisk Massør er inkluderet i zoneterapeutuddannelsen. Massageuddannelsen på 80 timer tages individuelt på det tidspunkt, der passer dig. Også her har vi både dag- aften og weekendhold. Læs mere om uddannelsen til Fysiurgisk Massør.
Anatomi & Fysiologi samt Sygdomslære kan læses i det tempo, der passer dig. Vi har både fysisk undervisning og et meget veludbygget og gennemtestet e-school koncept til selvstudie. Vi opfordrer kraftigt til, at de teoretiske fag Anatomi & Fysiologi og Sygdomslære tages inden opstart af zoneterapiuddannelsen. Vi har fysisk fremmødeundervisning på skolen hver anden uge med læge Elvin Khodi. Forløbet starter op 2 gange om året i januar/februar og august.
Fag og Timer
Vores zoneterapeutuddannelse er på i alt 710 timer fordelt således:
200 timer Anatomi/Fysiologi – afsluttes med eksamen
100 timer Sygdomslære med farmakologi – afsluttes med eksamen
280 timer Praktisk og teoretisk zoneterapi inkl.
- Placering og teknik til alle zoner
- Meridianlære, 5-elementen og traditionel kinesisk medicin TKM
- Biopatiske grundprincipper
- Journalskrivning
- Behandling under supervision
- Klinikvejledning
- Markedsføring
- Kost-, vitamin- og minerallære inkl. Biopati
- Klientpsykologi og samtaleteknik
- Hjælp til opstart som terapeut
- Zoneterapi ved sportsskader
- Zoneterapi til barnløse, gravide, fødende og babyer.
- Sportsskader
- Organrelaterede muskler
- Visuel diagnose, orientalsk diagnoseværktøj
50 timers dokumenterede behandlinger
80 Timer Fysiurgisk massør (Introduktion til andre behandlingsformer)
I alt 710 timers uddannelse – hvoraf kun de teoretiske fag er delvis e-learning, resten er fremmøde timer. Hertil kommer opgaver og repetitions timer på eSchool.dk og klientbehandlinger.
For at blive Zoneterapeut fra DDZ og få diplom på det, skal du bestå eksamen i Anatomi/fysiologi, Sygdomslære og Zoneterapi og Fysiurgisk Massage.
Praktik
På dag- og aftenholdet er der 4 ugers praktik på programmet i foråret. Formålet med praktikken er først og fremmest, at eleverne får mulighed for at behandle helt fremmede klienter 4 uger i træk under supervision af underviseren. Vi har tidligere besøgt forskellige virksomheder i forbindelse med praktikken, men har besluttet at bruge praktikperioden til at samle data for zoneterapiens effekt på forskellige patientgrupper. Vi har et par år med stor succes arbejdet med mennesker med Coronasenfølger, hvor vi i snit skabte en forbedring hos klienterne på 38%. Vi har tidligere med stor succes arbejdet med Fibromyalgi og i år har vi i samarbejde med Hjernerystelsesforeningen sat hjernerystelse på programmet.
Formålet er, at vi samtidig med at eleven kan arbejde med fremmede klienter under supervison, kan skabe evidens for zoneterapien med vores ministudier. Vi ved godt, det er i mindre målestok, men det er et sted at starte og en god platform til at sprede det glade budskab om, hvad zoneterapi kan.
For weekendholdet er det ikke muligt at lave et forløb på samme måde, da der går ca. 4 uger mellem hver undervisningsweekend. I stedet har holdene haft flere klienter inde til hver elev på én dag under supervision, for at få et billede af hvordan det kan være at arbejde som zoneterapeut, når man er færdiguddannet. Derudover har de behandlet på skolens undervisere og andre zoneterapeuter, som har givet feedback.
Studieform e-school
På eSchool får du adgang til ekstra læringsværktøjer, studieteknik kursus, opgaver, spil og meget andet, som vil lette læringen og repetitionen. Vores e-school kan i 2024 fejre 10 års jubilæum og er derfor gennemtestet og afprøvet.
Fagene anatomi/fysiologi og sygdomslære læses efter fysiske bøger: “Anatomi og fysiologi På en anden måde” af Kjeld Bruun-Jensen og Sygdomslære bogen “Sygdomslære – På en anden måde” af samme forfatter, som er læge. Bøgerne er fra Forlaget Pons. Fagene læses som delvis e-learning – så du kan starte allerede i morgen. Når du køber kurset hos os, er bøgerne inkluderet i prisen.
NYHED! To gange årligt tilbyder vi et undervisningsforløb med fysisk undervisning på skolen. Undervisningen kan følges online på Zoom, hvis man bor langt væk eller på anden måde forhindret i at møde op i Herlev.
Forløbene starter i Januar og august og varer ca. 6 måneder i alt for begge fag. Vi håber, at dette set-up kan gøre det nemmere for de, der synes det er svært at få stoffet ind under huden eller synes det er svært at læse alene.
Tidligere undervisning er gennem årene lagt ind på eSchool, sammen med slides, udviklet af Læge Christina Krogerus. Vi har desuden, i samarbejde med læge Line Sylvest Pedersen, udviklet læringsvideoer i de enkelte emner fra bøgerne. Mulighed for personlig kontakt med underviser, Læge Elvin Khoudi og et Forum på alle fag, sikrer at du aldrig står alene med dit studie.
Fagene afsluttes med en fysisk aflagt eksamen, som afholdes løbende over året. Du har mulighed for 2 forsøg ved hvert af de to fag, men vores “dumpeprocent” er næsten ikke eksisterende, idet du selv bestemmer, hvornår du er klar.
Udover den øgede fleksibilitet e-learning giver, så medfører undervisningsformen også, at du kan starte op på din uddannelse så snart du har besluttet dig og tilmeldt dig, uafhængig af, hvornår der starter klasseundervisning i zoneterapi eller Massage. Det betyder, at det er muligt for dig at gennemføre uddannelsen langt hurtigere end ellers. Omvendt kan du også bruge al den tid, du har brug for til selvstudiet, du har 3 år til at afslutte det.
Merit
Hvis du har en af følgende uddannelser i forvejen, kan du få merit for Anatomi & Fysiologi og Sygdomslære:
Læge, Sygeplejerske, Fysioterapeut, Ergoterapeut, Jordemoder, Osteopat, Kiropraktor, Tandlæge, Cand. Scient. Biologi, Cand. Scient. Biomedicin, anden RAB uddannelse, Plejehjemsassistent og Autoriseret Social og sundhedsassistent.
Hvis du har en af følgende uddannelser i forvejen, kan du få merit for Sygdomslære men ikke Anatomi & Fysiologi:
Mensendieck, Psykomotorisk Terapeut og Radiograf