Zoneterapeutuddannelsen

Vi ved at valg af uddannelse til Zoneterapeut kan være en kompliceret affære, men vi vil forsøge at gøre vores tilbud til dig så overskueligt og informativt som muligt.

Vi har mange års erfaring – skolen startede i 1985 og har gennem årene uddannet mange højt kvalificerede Zoneterapeuter. Ejer og daglige leder af skolen (pr. 1/1-23) er Tina Lykke, som selv er zoneterapeut og underviser på skolen. Derudover har hun egen klinik og har derfor konstant fingeren på pulsen i forhold til de studerendes behov.

Som studerende får du under hele din zoneterapiuddannelse råd og vejledning, når du har brug for det – også når du ikke er på skolen. Du er altid velkomment til at kontakte din lærer eller Tina (ddz@ddz.dk) gennem dit uddannelsesforløb.

Vi er der også for dig, når du er færdiguddannet og står og har spørgsmål til f.eks. en kompliceret klient. Som sagt er vi altid på forkant med udviklingen og følger altid den nyeste forskning, så vi kan rådgive de studerende bedst muligt.

Zoneterapi er i dag nok den mest anerkendte alternative behandlingsform i Danmark. Teorien bag zoneterapien er, at vi under fødderne har et fuldstændigt ”billede” af kroppen repræsenteret ved reflekszoner. Zoneterapien tager udgangspunkt i Traditionel Kinesisk Medicin og et holistisk menneskesyn hvor en ubalance ét sted i kroppen vil påvirke andre steder i kroppen.

Ømhed i en reflekszone henviser til et eller flere organer eller væv, som er dårligt fungerende. Ved at behandle de ømme reflekszoner med specielle trykkombinationer, kan zoneterapien påvirke organerne til en bedre funktion og derved genoprette legemets balance.

Zoneterapien renser ud i kroppen, nedsætter spændinger og stimulerer blodomløbet samtidig med, at der sker en stimulering af energistrømningerne i kroppen, hvorved der bringes ny livskraft til organismen.

elever udfører zoneterapi på hinanden på zoneterapeutuddannelsen
praktisk undervisning i zoneterapi

Som zoneterapeuter arbejder vi med rigtig mange problematikker f.eks. fordøjelsesproblemer, hovedpine, migræne, stofskifteproblemer, muskelsmerter, føleforstyrrelser, autoimmune sygdomme, hjernerystelse, senfølger efter f.eks. Corona, betændelsestilstande i kroppen og svækket immunforsvar. Det er ikke alt vi kan helbrede, men i langt de fleste tilfælde kan vi skabe bedring.