Beskrivelse
Massører viser for tiden stor interesse for denne behandlingsmetode for psoas, som ikke er hårdhændet eller smertefuld, og som kan indgå i en rolig, afspændende helkropsmassage.
Dette kursus sætter nogle kendte og ukendte teknikker i spil, som har det til fælles, at de er sikre, enkle at udføre og ikke stresser klienten unødigt med smerter eller anstrengende stillinger.
Vi ser på sammenhængen på langs ad kroppen mellem hoftebøjerne og åndedrættet og samspillet mellem kroppens for- og bagside. Samtalen med klienten giver os et fingerpeg om, hvad vi skal koncentrere os om i undersøgelsen.
Undersøgelsen begynder med observationer: hvordan står klienten? Er lysken stram, kan vi fokusere på at frigøre fascierne der og påvirke muskler og bindevæv ved at aktivere bagsidens muskler.
Er der et elastisk og tilstrækkeligt åndedræt? Stramhed i mellemgulvet (diafragma) kan forplante sig til psoas der, hvor de to musklers sener mødes på indersiden af lænderygsøjlen. Omvendt kan en stram psoas påvirke mellemgulvet. Med en hjælper ved arme og en ved fødder kan klienten opleve virkningen af et langsomt tyngdestræk.
Vi bruger Ph. Greenman´s undersøgelse, hvor klienten ligger på ryggen og lader benet i den dårlige side hænge løst ud over briksens fodende. Refleksbaseret behandling af stramhed i psoas og den lige knæstrækker (rectus femoris) kan foregå der. Metoden er refleksbaseret afspænding (PIR)
Psoas og dens ”makker” iliacus reagerer godt på oscillation, som er løse, lette og rytmiske svingninger. Vi arbejder med flere versioner: En blød version, hvor benet ligger næsten strakt. En mere energisk version, hvor benet er bøjet i hofte- og knæled, og massøren holder en hånd mod fascien i lysken ud for psoas, og en ”svævende” udgave, hvor massøren løfter benet og bevæger det i det frie bevægeudslag (opleves også som en ”blød” version).
Vi giver gerne et par tips til gode øvelser, som klienten kan bruge hjemme.
Tilmelding: Senest 30 dage før kursus start (hvis du er sent ude så kontakt os på ddz@ddz.dk)
RAB godkendt kursus, i alt 5 timer
Tid: lørdag den 4. november 2023 kl. 10 – 15
Kurset afholdes på Den Danske Zoneterapeutskole, Tornerosevej 72, 2730 Herlev
Pris: kr. 900
Det får du med:
Kursusmateriale, kursusbevis, kaffe, te og frugt.
Underviser:
Gunna Højgaard, se mere her
For yderligere informationer, kontakt DDZ på tlf.: 49 40 70 49 eller mail ddz@ddz.dk